(Dette er et langt indlæg)
I onsdags deltog jeg i et glimrende musikbranche-arrangement på Borups højskole. Temaet var blogging, hvilket må siges at være aktuelt. Aftenen var sat i værk primært af Musik Parlamentet. Initiativet ønsker at sende musikbranchen i en ny og bedre retning ved at se fremad og tænke i samarbejde og innovation i stedet for bare at begræde de dårlige tider. Et formål jeg på det kraftigste kan erklære mig enig i!
Arrangementet tog plads i de fornemme haller på Borups højskole og selve debatten foregik både før og efter live-optrædener af danske vækstlagsnavne – nemlig CALLmeKAT og Maria Timm. Førstnævnte fandt jeg dybt fascinerende, mens sidstnævnte ikke gjorde den store forskel i min verden. Hoveddebatten styredes af et til lejligheden sammensat debatpanel bestående af markante personer fra musikbranchen, der alle havde meget forskellig erfaring med blogging og web i det hele taget.
Selve debatten var flyvsk, rodet, ukonkret og bar præg af at det overhovedet ikke står klart, hvad blogging i det hele taget vil sige vil sige. Meget sigende for blog-situationen i musikbarnachen efter min mening. Jeg vil i det følgende opsummere de mest relevante pointer – naturligvis uundgåeligt farvet af mine personlige holdninger og interesser.
Ifølge “ekspertpanelet” lider Danmark under en mangel på gode musikblogs. Den eneste blog der overhovedet blev nævnt var Århusianske CAPAC, som i øvrigt er et flot eksemplar af slagsen. Jeg vil forsøge at opsummere den generelle debat ved at skelne imellem fire forskellige typer af musikblogs, der kendetegner den danske musik-blogosfære:
Branchens egne blogs:
Den slags bands og musikere selv skriver – f.eks. i forbindelse med facebook og myspace. Disse blev der snakket en del om fordi det muligvis er et effektivt pr-redskab. Det eneste man kom frem til var at nogle musikere er gode og villige til at blogge på denne måde og at andre ikke er – uenigheden om disse blogs relevans og effekt var stor. Det skal dog ikke dreje sig om den type blog her – især fordi denne blog selv ingenlunde falder ind under denne kategori.
Journalistbloggen:
En blogtype, der i virkeligheden mest er en nyheds-bulletin og som arbejder efter journalistikkens krav om saglighed og neutralitet. Dette segment af blogs tilfører som sådan ikke noget nyt til branchen – om de skrives af uddannede journalister eller ej. De er kendetegnet ved at tilstræbe et objektivt udtryk med informationer og nyheder – ganske som de etablerede musiksites.
Den journalistoide musikblog:
Blogs, der som regel skrives og drives af private musikinteresserede, som fejlagtigt tror, at de er trendsættere eller journalister. De flyder over af forvirrende anbefalinger og ugennemarbejdede indlæg. Denne type blev i løbet af aftenen karakteriseret som rene “datadumps”, hvor der i et væk bliver oploadet musik og podcasts. Der er sjældent ret meget dybde og indholdet er ofte ren ubegrundet hype. Der var enighed om, at en blog er uinteressant, hvis den kun reklamerer.
Den personlige blog:
Denne skrives af den begejstrede entusiast, der i de fleste tilfælde selv er storforbruger af musik. Faren ved denne blog er at den bliver intern og usaglig, men samtidig vil det garanteret vise sig, at det er denne blog, der har det største potentiale. Et godt skriftsprog, interessante holdninger og gennemarbejdede indlæg er opskriften på den gode blog. En interessedrevet blog skrevet af en eller nogle få bloggere kan ikke konkurrere med de etablerede nyhedssites hvad nyheder og info angår, men de kan udgøre et relevant supplement. Hvis man har et personligt tilhørsforhold til en blog, er man meget mere tilbøjelig til at tage imod anbefalinger herfra end fra de store musik-internetsider. Den personlige blog emmer af interesse, engagement, passion og holdning. Den er værd at læse fordi den tilbyder perspektiv og værdi!
Grænsen imellem de tre sidste typer er i praksis udsvævende – og med god grund. Typerne eksemplificerer nogle vigtige forskelle i tilgangen til blogging, som er værd at tænke over. Den journalistoide blog blev meget kritiseret for at være kedelig og uinteressant, mens den personlige blev fremhævet som relevant og vedkommende, men samtidigt efterlyst i Danmark.
I branchens interesse var det selvfølgelig et relevant diskussionspunkt, om der findes (eller kan findes) blogs i Danmark, til hvilke det kan betale sig at sende promotion-materiale. To spørgsmål debatteredes:
1) Hvis en blog lader sig fodre alt for meget af promo-materiale fra pr-bureauer, mister den så ikke noget af sit originale potentiale?
2) Vil bloggerne ikke være tilbøjelige til at sige nej, eller forbigå hovedparten af det tilsendte?
Jeg tror, at svaret til begge spørgsmål er et svagt “ja”. De fleste bloggere vil gerne modtage nyheder direkte fra kilden, for at vide sig anerkendte – og for at føle sig lidt “vigtige” – men vil også hurtigt blive overbebyrdede, hvis de modtager alt for meget. I mit tilfælde er jeg ikke bleg for at tage kontakt til en manager eller en promoter, hvis der er musik, jeg finder særlig god eller interessant og gerne vil skrive om (og det kan sagtens betale sig, skal det siges).
Konklusion?
Det store spørgsmål om, hvorfor der ikke er flere gode musikblogs i Danmark, stod stadig tilbage efter aftenens debat. I andre lande ser man blogs, der har stor betydning for, hvad der rører sig indenfor musikken – en tendens der savnes herhjemme. Hvad en musikblog egentlig er eller hvad den skal bruges til, kom vi ikke nærmere et svar på, men vi var alligevel blevet en del klogere på markedet og dets behov. En opfordring til at blogge løs blev smidt ud lokalet, men med budskabet: gør det personligt og gør det interessant
